Formålet med "Ordjunglen" er først og fremmest at hjælpe med en
oversættelse af de fagtekniske ord, vi benytter i BEDSTpension.
Du kan sagtens komme ud for, at dit eget pensionsselskab eller
pengeinstitut bruger andre ord, men ofte har pensionsinstitutterne
selv en ordliste på deres hjemmesider.
Derudover kan du få hjælp på Forsikring & Pensions
hjemmeside www.forsikringogpension.dk
Du kan også få hjælp på Finanstilsynets hjemmeside, hvis du for
eksempel vil have en forklaring til de økonomiske nøgletal
pensionsselskaberne benytter. Se www.ftnet.dk under
"Statistik og tal".
Afkast
Det beløb du får tilskrevet eller fratrukket din
pensionsopsparing når investeringer i værdipapirer enten stiger
eller falder i værdi. Værdipapirer er f.eks. aktier, obligationer
og ejendomme.
Aktiver
Er de værdipapirer som din pensionsopsparing bliver investeret i
- eksempelvis aktier, obligationer, ejendomme og
investeringsforeningsbeviser.
Begunstigelse
En underskrevet erklæring om, hvem der i tilfælde af dit
dødsfald, skal have din pensionsopsparing udbetalt.
Begunstiget
Den, eller de personer, der skal have din pensionsopsparing
udbetalt, ved dit dødsfald.
Normalt er begunstiget "nærmeste pårørende":
1. Ægtefælle
2. Samlever, hvis I bor sammen og har/har haft barn sammen eller
venter barn eller I har boet sammen i ægteskabslignende forhold de
sidste to år før dødsfaldet (se nærmere nedenfor)
3. Livsarvinger, dvs. dine børn, børnebørn, dog ikke
stedbørn.
4. Arvinger efter testamente
5. Arvinger efter arveloven
NB Hvis din pensionsordning/forsiking er fra før 1.
januar 2008, er din samlever ikke "nærmeste pårørende". Hvis det er
det, du ønsker, skal du derfor kontakte dit pensionsselskab og få
ændret din begunstigelse.
Hvis du er i tvivl om, hvilken begunstigelse der gælder, kan du
altid kontakte dit pensionsselskab og få det oplyst.
Bonus
Begrebet benyttes kun for traditionelle
gennemsnitsrenteprodukter. Hver måned skal din pensionsopsparing
have tilskrevet et beløb der dækker de udbetalingsforpligtelser
selskabet har på din police. Hvis pensionsselskabet har overskud
udover denne tilskrivning, kan pensionsselskabet tilskrive dig en
yderligere bonus.
Bonusgrad
Populært sagt, det pensionsselskabet har i reserve, til
fremtidige bonustilskrivninger.
Bonusrente
Kaldes også for depotrente og kontorente i nogle selskaber, men
er et udtryk for den rente, du i et enkelt år får tilskrevet din
pensionsopsparing på et traditionelt gennemsnitsrenteprodukt.
Depotsikring
Betyder, at din pensionsopsparing altid er sikret dine
efterladte, i tilfælde af dit dødsfald før pensionering.
Depotrente
Kaldes også for bonusrente og kontorente i nogle selskaber, men
er et udtryk for den rente, du i et enkelt år får tilskrevet din
pensionsopsparing på et traditionelt gennemsnitsrenteprodukt.
Driftsherretillæg
Den betaling et pensionsselskab får, for at stille kapital til
rådighed for at drive selskabet. Hvis et pensionsselskab
eksempelvis et år har et overskud på 10%, tager selskabet forlods
f.eks. 2% til sig selv, inden depotrenten for året fastsættes.
Pensionsselskaberne skal hvert år anmelde størrelsen af
driftsherretillægget til Finanstilsynet. Kaldes også
risikoforrentning.
Firmapensionsordning
Den pensionsopsparing din arbejdsgiver etablerer kollektivt for
dig og dine kolleger som en del af din ansættelse (omfattende løn,
feriepenge, pensionsbidrag mv.). Kan også etableres som en
individuel aftale mellem dig og din arbejdsgiver, som så trækker
pensionsbidraget fra din løn, og videresender betalingen til den
leverandør, du har valgt.
Fonde
Fonde - eller investeringsforeninger - er en pulje, hvor der er
investeret i enkeltvirksomheder. Det kan være en aktiefond som har
til formål, at købe danske aktier, eller en obligationsfond, som
har til formål at købe realkreditobligationer.
Fripolice
Er en pensionsopsparing du ikke længere indbetaler på, men hvor
du stadig har en opsparing stående og i visse tilfælde også har
forsikringsdækninger ved tab af erhvervsevne og dødsfald stående,
men med nedsatte dækninger i forhold til, da du betalte.
Garanti
Et traditionelt gennemsnitsrenteprodukt tager udgangspunkt i en
ydelsesgaranti. Ud fra de indbetalinger hver enkelt kunde
foretager, beregner pensionsselskabet en garanteret ydelse, som
kunden altid er sikret at få udbetalt på det aftalte
pensionstidspunkt. Og det er uanset, hvordan de finansielle
markeder udvikler sig. Som "betaling" for garantien, har kunden
ingen indflydelse på, hvordan pensionsopsparingen investeres,
og det er almindeligt, at en del af investeringen bruges til at
købe afdækninger for at sikre det garanterede afkast.
Du kan læse den fulde beskrivelse af gennemsnitsrenteproduktet
på www.BEDSTpension.dk under "Produktjunglen".
Genkøb
Ophævelse og udbetaling af en pensionsopsparing før det aftalte
udbetalingstidspunkt. Det hedder "genkøb" fordi pensionsopspareren
"køber selskabets forpligtelser tilbage". Kaldes også
"tilbagekøb".
Gennemsnitsrente
Pensionsopsparingen investeres kollektivt og afkastet i form af
den årlige konto/depotrente tilskrives på en måde, så den enkelte
kunde får en stabil rentetilskrivning i forhold til et
markedsafkast, der normalt vil svinge mere op og ned. I et
traditionelt produkt sikres den stabile rentetilskrivning ved, at
der opbygges fælles reserver i de gode år, som så kan bruges i de
år, hvor investeringsresultaterne er mindre gode.
Du kan læse den fulde beskrivelse af gennemsnitsrenteproduktet
på www.BEDSTpension.dk under "Produktjunglen".
Investeringsforening
Investeringsforeninger - eller fonde - er en pulje, hvor der er
investeret i enkeltvirksomheder. Det kan være en aktiefond som har
til formål, at købe danske aktier, eller en obligationsfond, som
har til formål at købe realkreditobligationer.
Kapitalpension
Pensionsopsparing som udbetales som et engangsbeløb, enten ved
dødsfald eller ved pensionering.
Kick back
Når pensionsselskaberne anbringer din pensionsopsparing i fonde
og investeringsforeninger, modtager pensionsselskaberne en
storkunderabat fra fonden. Nogle selskaber beholder kick back,
andre viderebetaler den til kunderne.
Kollektivt bonuspotentiale
Anvendes kun på traditionelle gennemsnitsrenteprodukter. Er et
udtryk for et pensionsselskabs reserver, som en del af
investeringsoverskuddet henlægges til. Det kollektive
bonuspotentiale sikrer, at pensionsselskabet kan leve op til de
udbetalingsforpligtelser, de har overfor kunderne, også i år hvor
der har været investeringsunderskud.
Kontorente
Kaldes også for depotrente og bonusrente i nogle selskaber, men
er et udtryk for den rente, du i et enkelt år får tilskrevet din
pensionsopsparing på et traditionelt gennemsnitsrenteprodukt.
Kontostyrkelse
Begrebet kendes kun på traditionelle gennemsnitsrenteprodukter.
Hvis pensionsselskabet får overskud på investeringerne, kan
selskabet tilskrive det på din police som bonus. Den kan de ikke
tage fra dig igen. Men de kan også vælge, at tilskrive det som
kontostyrkelse. Den kan pensionsselskabet tage fra dig igen, hvis
de får underskud på investeringerne. Men de kan aldrig tage mere
fra dig, end det du er blevet garanteret at få udbetalt.
Kontributionsprincip
Begrebet kendes kun på traditionelle gennemsnitsrenteprodukter.
Når pensionsselskabet får overskud på bl.a. investeringerne, og
tilskriver det på de enkelte policer, betyder det, at hver enkelt
police skal have en andel der svarer til hvad den enkelte police
har bidraget med til fællesskabet.
Kursværn
Begrebet kendes kun på traditionelle gennemsnitsrenteprodukter.
Hvis værdien af pensionsselskabets værdipapirer falder til mindre,
end deres udbetalingsforpligtelser udgør, kan pensionsselskabet
indføre et kursværn. Kursværn betyder kun noget, hvis du vælger at
tilbagekøbe din police.
Forenklet: Kursværn udgør 5% fordi værdien af værdipapirerne
udgør 95% af udbetalingsforpligtelserne. Du har 100.000 kr.
stående, men kursværnet gør, at du kun får 95.000 kr. udbetalt.
Kursværn indføres, så man så at sige, ikke kan stikke af fra det
opståede tab i fællesskabet.
Kurtage
De omkostninger der er, ved at handle med værdipapirer.
Livrentepension
En pensionsopsparing, der udbetales løbende og typisk så længe
ejeren af pensionsopsparingen er i live. Livrentepensionen kan også
indrettes, så den hører op på et forud aftalt tidspunkt. Ligesom
der også kan tilknyttes en garanti for udbetaling i en given
periode. Garantien vil sikre efterladte et beløb, i tilfælde af
dødsfald.
Livscyklusprodukter
Begrebet kendes kun på markedsrenteprodukter i pensionsselskaber
og pengeinstitutter.
Filosofien bag livscyklusprodukterne er, at tilbyde kunderne et
produkt der automatisk tager højde for, at investeringsrisikoen
gradvist skal reduceres jo nærmere pensionsalderen kommer. Kunden
skal intet foretage sig undervejs i opsparingen, men kan drage
fordel af en høj aktieandel - og dermed et sandsynligt højere
afkast - når der er lang tid til pension. Aktieandelen reduceres
gradvist mod, at obligationsandelen øges.
Du kan læse den fulde beskrivelse af livscyklusprodukterne på
www.BEDSTpension.dk under "Produktjunglen".
Livsforsikringshensættelserne
De penge pensionsselskabet sætter til side, så det altid er i
stand til at kunne udbetale de beløb, kunderne har til gode.
PAL-skat
Er en skat på 15% du betaler af det overskud pensionsinstituttet
har haft på investeringerne. Beløbet bliver trukket fra din
pensionsopsparing og videresendt til SKAT.
Portefølje
Udtrykker den samlede mængde af, hvilke værdipapirer din
pensionsopsparing er investeret i.
Prognose
Udtrykker det beløb pensionsopsparingen forventes at udvikle sig
til frem til pensionstidspunktet. Dvs. en fremregning af
indbetalinger, tilskrevet afkast, fratrukne omkostninger og
PAL-skat.
Præmie
Det udtryk pensionsselskaber benytter for din indbetaling til
din pensionsopsparing.
Præmiefritagelse
Hvis du mister din erhvervsevne og ikke længere kan betale til
din pensionsopsparing, og hvis du har præmiefritagelse tilknyttet
pensionsopsparingen, betyder det, at pensionsselskabet overtager
din indbetaling, hvorved din pensionsopsparing fortsætter
uændret.
Ratepension
Pensionsopsparing som udbetales i et bestemt forud aftalt antal
år, enten ved dødsfald eller ved pensionering. Skal udbetales i
mindst 10 år, og må maksimalt blive udbetalt i 25 år.
Risikoforrentning
Den betaling et pensionsselskab får, for at stille kapital til
rådighed for at drive selskabet. Hvis et pensionsselskab
eksempelvis et år har et overskud på 10%, tager selskabet forlods
f.eks. 2% til sig selv, inden depotrenten for året fastsættes.
Pensionsselskaberne skal hvert år anmelde størrelsen af
risikoforrentningen til Finanstilsynet. Kaldes også
driftsherretillægget.
Standardafvigelse
Er et udtryk for hvilken risiko, der er ved at investere i en
bestemt aktivklasse. Standardafvigelsen udtrykkes som, "hvad man
maksimalt kan få tilskrevet pensionsopsparingen inden for et år, og
hvad man maksimalt kan få fratrukket".
Tilbagekøb
Ophævelse og udbetaling af en pensionsopsparing før det aftalte
udbetalingstidspunkt. Det hedder "tilbagekøb" fordi
pensionsopspareren "køber selskabets forpligtelser tilbage". Kaldes
også "genkøb".